Cykelniveauer

Hvor cykler jeg og hvad skal jeg kunne klare?

Hver dag er der forslag til gennemprøvede ture af meget forskellig sværhedsgrad, alt fra 30 – 120 km, og generelt kan siges, at vi så vidt muligt cykler ad små veje med let trafik.

Din form hjemmefra bør kunne klare 30-50 km i sadlen i bakket terræn på en hel dag. Du bør have vænnet bagdelen til at sidde i sadlen.

Vi opererer med 2-3 cykelniveauer afhængig af antal deltagere:

Caféholdet
Vi kører 30-60 km i lettere terræn med jævnlige caféstop, indkøb og eventuelle selv-tilrettelagte besøg på vingårde. Her er alle cykelmodeller velegnede, hvis de har gear eller elmotor.

Mellemholdet
Vi kører mellem 50-80 km på lidt mere sporty cykler, typisk racer eller tour-cykler med et rimeligt gearudbud. Holdet vil ind imellem køre de samme ruter som langtursholdet, men i et mere behersket tempo og med flere stop.

Langtursholdet
Holdet er for dem i rigtig god form, og som typisk kører 80-120 km i bjergrigt terræn.

For alle grupper gælder, at holdet opdeler sig efter hastighed, at der aftales rute, og man venter på hinanden!

Mont Ventoux
En tur til toppen af det ikoniske bjerg er mulig i løbet af ugen. Læs mere her om ruter og gode tips til topturen: Mont Ventoux

Kulinariske stop på vejen

Deltagerne har gennem årene fundet flere gode frokoststeder, hvor man for ca. 30 Euro kan få serveret en frokostmenu.

På flere ture er det muligt, at man køber ind på markederne og spiser i det grønne.

Turene går ofte gennem en landsby med et hyggeligt provençalsk marked.

Vi cykler i nogle særdeles store vinområder, og deltagerne har mulighed for at arrangere vinsmagninger på hotellet. Det kan dog være vanskeligt pga vinhøsten i samme periode.